MR-scanning af ryggen - hvad betyder ordene? - Aalborg Rygklinik
Diskusprolaps,  Råd og tips

MR-scanning af ryggen – hvad betyder ordene?

En MR-scanning ryggen ender ud med, at røntgenlægen laver en beskrivelse af scanningsbillederne.

Her får du en oversættelse af de mest almindelige fagudtryk, der anvendes ved en MR-scanning af din ryg og nakke. Er du patient hos mig, skal jeg nok forklare dig resultatet af scanningen, på almindeligt dansk.

Hvornår skal man MR-scannes?

Læs mere om hvornår din ryg skal scannes, og hvad man bruger scanningsbillederne til – klik her.

Hvad betyder…?

Se også illustrationerne nederst på siden.

Annulus (fibrosus)

Den ringformede, fiberholdige brusk, der udgør bruskskivens ydre væg.

Anterolistese

Led-skred i rygsøjlen.
Når en knogle i rygsøjlen er gledet fremad, i forhold til den normale placering. Skreddet kan beskrives som grad 1 til 4, hvor 1 er et lille skred, og 4 er det største skred.

Apofyse-led

Ledforbindelse mellem rygknogler, på bagsiden af rygsøjlen. Det samme som facetled.

Arkolyse

Brud på hvirvel-buen i en rygknogle.

Benign

Godartet.

Bulging disk

Det samme som en udposning på diskus. Skyldes oftest aldersbetinget udtørring af bruskiven. Se “Nedsat vandindhold”, samt denne illustration.

Cauda equina

Betyder “hestehale”. De nederste nerverødder i rygsøjlen, der hænger som en hestehale. Nerverne styrer blærens muskler, tarmens lukkemuskler, huden i mellemkødet og seksualfunktionerne.

Cerebrum

Hjernen.

Cervikal-columna

Nakke-hvirvel-søjlen. Ryghvirvlerne i nakken.

Conus (medullaris)

Den nederste del af rygmarven.

C1

Nakkehvirvel nr 1 (cervikal-hvirvel)
Den øverste nakkehvirvel. Står for cervikal-hvirvel nummer 1. Vi har 7 nakkehvirvler, kaldet C1 til C7. Nakkehvirvel nr 1 er den øverste hvirvel i nakken, lige under kraniet. Knoglen kaldes også for “atlas”.

C1/C2

Leddet mellem første og anden nakkehvirvel.

Degeneration, degenerative forandringer

Aldersrelaterede forandringer. Kaldes også for slidgigt.

Descenderende

Nedadgående.

Diskus, discus

Bruskskiven mellem ryggens knogler.
Skiven består af en ring af fiberholdig brusk, og en kerne af geléagtig, væskeholdig brusk.

Diskusprolaps

Materiale fra diskus er forskubbet til rygmarvskanalen, eller den åbning (foramen) hvor nerverødderne er placeret. Se oversigt over artikler om diskusprolaps.

Diskus-protrusion

Udposning på diskus. Skyldes oftest aldersbetinget udtørring af bruskiven. Se “Nedsat vandindhold”, samt denne illustration.

Dura-sækken

Sæk af bindevæv der omkranser rygmarven.

Endeplade

Brusk-beklædt overgang mellem rygknoglen og bruskskiven.

Extrusion

Diskusmateriale buler ind i rygmarvskanalen.

Facetled

Ledforbindelse mellem rygknogler, på bagsiden af rygsøjlen.

Foramen (intervertebrale)

Åbning mellem rygknoglerne.
Åbninger på hver side af rygsøjlen, hvor nerverne træder ud af rygmarvs-kanalen.

Foraminal-stenose

Forsnævring af åbningen på siden af rygsøjlen, hvor nerverne træder ud af rygmarvs-kanalen. Mere information om stenose her.

Fraktur

Knoglebrud.

Hemisakralisation

Den nederste lændehvirvel er delvist vokset sammen med korsbenet. Almindligt forekommende hos ca. 25% af befolkningen.

HIZ-læsion

Betyder “Høj-Intensitets-Zone”.
Anvendes oftest om et lyst område i bruskskivens væg, der tyder på en revne i.

Hypertrofi, hypertrofisk

Forstørret.
Anvendes oftest om forstørrede ledbånd (ligament), eller facetled.

Ligamentum, ligament

Ledbånd.

Lumbal-columna

Lænde-ryggen.
Den nederste del af rygsøjlen.

Lumbalisation (af S1)

Den øverste bækkenhvirvel er ikke vokset sammen med korsbenet.
Almindligt forekommende hos ca. 17% af befolkningen.

Lumbosakral overgangshvirvel

Den nederste lændehvirvel er vokset sammen med korsbenet. Almindligt forekommende hos ca. 25% af befolkningen.

L1

Lændehvirvel nummer 1.
Vi har 5 lændehvirvler, kaldet L1 til L5. Lændehvirvel nr 1 er den øverste i lænden.

L1/L2

Leddet mellem første og anden lændehvirvel.

L5/S1

Leddet mellem den nederste (femte) lændehvirvel, og korsbenet (sacrum).

Malign-suspekt

Mistanke om ondartet svulst eller kræftceller.

Medulla

Rygmarven.

Modic

Forandring i rygknoglens endeplade.

Myelopati

Påvirkning af rygmarven.

Nedsat vandindhold

Med alderen svinder væskeindholdet i bruskskiverne.
Se denne illustration.

Nerverod

Nervernes udspring, fra rygmarven, som fortsætter ud i henholdsvis arme, brystkasse og ben.

Nerverodskompression

Tryk på nerverod.
Oftest forårsaget af diskusprolaps eller spinalstenose.

Nucleus (pulposus)

Den bløde, væskeholdige gelemasse i kernen af bruskskiven.

Ossifikation

Knogledannelse.
Bløddele (brusk, ledbånd) der er omdannet til knogle.

Ossøs

Knogle.

Osteofyt

Knogle-tilvækst.

Overgangshvirvel (lumbal)

Den nederste lændehvirvel er vokset sammen med korsbenet. Almindligt forekommende hos ca. 25% af befolkningen.

Paramedian

Ved siden af midtlinien.

Processus spinosus

Torntappen.
Knoglefremspring på bagsiden af rygknoglerne. Fremspringet tjener som hæfte for ledbånd og muskler.

Processus transversus

Tværtap.
Knoglefremspring på hver side af rygknoglerne. Fremspringet tjener som hæfte for ledbånd og muskler.

Rand-osteofytter

Knogle-tilvækst på randen af ryghvirvel.
Alderbetinget forandring i rygsøjlen.

Retrolisthese

Led-skred i rygsøjlen.
Når en knogle i rygsøjlen er gledet bagud, i forhold til den normale placering.

Sacrum

Korsbenet.
Den knogle i bækkenet, rygsøjlen hviler på.

Sakralisation af L5

Den nederste lændehvirvel er vokset sammen med korsbenet. Almindligt forekommende hos ca. 25% af befolkningen.

Schmorlsk impression

Diskusmateriale der er gået igennem endepladen, ind i en rygknogle.

Sequelae (forkortet seqv.)

Betyder “følger efter”.
Anvendes eksempelvis i sammenhængen “operations-sequelae”, der betyder synlige følgevirkninger efter en operation.

Sequester, sequestreret.

Et stykke brusk der sidder løsrevet fra diskus.

Spinalstenose

Forsnævring af hulrummene i rygsøjlen. Mere information om spinalstenose her.

Spondyl

Ryghvirvel, rygknogle.

Spondylartrose

Aldersbetingede forandringer i rygsøjlen. Kaldes også for slidgigt.

Spondylolisthese

Led-skred i rygsøjlen. Når en knogle i rygsøjlen er gledet fremad, eller bagud, i forhold til den normale placering. Skreddet kan beskrives som grad 1 til 4, hvor 1 er et lille skred, og 4 er det største skred.

Thoracal-columna

Bryst-rygsøjlen.
Den del af rygsøjlen der sidder i brystkassen.

Th1

Brysthvirvel nr 1 (thoracal-hvirvel).
Står for thoracal-hvirvel nummer 1. Vi har 12 brysthvirvler, kaldet Th1 til Th12. Brysthvirvel nr 1 er den øverste brysthvirvel.

Th1/Th2

Leddet mellem første og anden brysthvirvel.

Ødem

Væskeansamling, hævelse.

Zygapophyseal-led

Ledforbindelse mellem rygknogler, på bagsiden af rygsøjlen. Det samme som facetled.

Mere information om MR-scanning

I patienthåndbogen på Sundhed.dk finder du mere information om MR-scanning – KLIK HER.

Har du brug for hjælp og vejledning?

Få hjælp af mig online på Skype, Facetime, email med mere, eller bestil en tid til konsultation på klinikken.

Ring for tidsbestilling