Smerter i iskias-nerven – hvad er årsagen?
Smerter i iskias-nerven, kaldes ofte bare for “iskias”. Ordet er græsk og bruges til at betegne smerter i den store nerve der går hele vejen ned gennem. Nerven kaldes for “iskias-nerven”.
Iskias-smerter stråler som regel ned gennem ballen, låret og helt ud til læggen og foden. Nogle patienter med iskias-smerter, har også prikkende og stikkende fornemmelser i huden på benet, eller i foden.
Der kan være flere forskellige typer af iskias-smerter, og hvis du gerne vil vide mere om dem, så læs med her.
Behandling af iskias
Behandling af iskias afhænger af, hvilken årsag der er til smerterne. Det siger næsten sig selv, at man ikke behandler alle typer af problemer helt ens. Læs mere om behandling – klik her.
Øvelsesprogram til smerter i iskiasnerven
- Grundig video-instruktion i smertelindrende øvelser.
- Øvelserne er enkle, og kan kan udføres i dit eget hjem.
- Træningen stimulerer helingen, så skaden repareres og bliver stærk igen.
Hvad er årsagen?
Oftest er det ryggens led eller muskler der er årsag til smerter i iskias-nerven. Iskias-smerterne kan også stamme fra leddene i bækkenet eller hoften. I denne artikel vil jeg mest fortælle dig om nogle af de forskellige typer af iskias-smerter.
Vil du gerne vide noget om hvordan smerterne opstår, så kan du i stedet læse denne artikel – klik her
Iskias-smerter kan skyldes flere forskellige typer af nervepåvirkning; det kan være et mekanisk tryk fra en diskusprolaps, en kemisk påvirkning fra kroppens celler, en ændring i nervesystemets følsomhed overfor smerter, eller årsagen kan være en direkte skade på selve iskiasnerven. Uanset hvad der den bagved liggende årsag, så skal disse forskellige smertetyper behandles forskelligt.
Nervebetændelse
Smerter på grund af en betændt iskias-nerve skyldes gudskelov sjældent en infektion med bakterier eller lignende. Oftest er der tale om betændelse fordi nerven påvirkes af kemiske stoffer fra en diskusprolaps. Det rigtige fag-ord for denne slags betændelse er “inflammation”.
Inflammationen medfører smerter fra nerven, og indimellem kan der opstå hævelse i nerven.
Når nerven bliver betændt vil den, i en periode, blive mere følsom over de helt almindelige påvirkninger den udsættes for i dagligdagen. Derfor vil helt almindelige og harmløse bevægelser og dagligdags aktiviteter være særdeles smertefulde. Når vi bevæger os i dagligdagen, udsættes iskiasnerven for både tryk- og strækpåvirkninger, og det er den bygget til at kunne klare.
Behandlingen er at patienten ændrer sine aktivitetsmønstre, så nerven får noget ro i en periode.
Man anvender ofte smertestillende gigttabletter (NSAID, Ibuprofen, Ipren, Ibumetin, Bonyl) til at behandle denne slags smerter.
Øvelser der letter trykket på nerven kan have en gavnlig effekt på smerterne.
Nerven sidder i klemme
Iskiasnerven kan blive klemt på grund af diskusprolaps eller på grund af slidforandringer i rygsøjlen. Rundt om nerven ligger der et isolerende materiale, som har indbygget små fine blodkar. Det er disse blodkar der forsyner nerven med ilt og brændstof. Når nerven kommer i klemme, bliver blodforsyningen dårligere og populært sagt “syrer nerven til”. Smerterne kan behandles med visse typer medicin, og med såkaldte “pladsskabende øvelser” som har til formål at stimulere den naturlige blodcirkulation omkring nerven.
Følsomt nervesystem
Hvis kroppen udsættes for meget kraftige eller meget langvarige smerter, kan der ske en ændring i den måde centralnervesystemet tolker nervesignaler på. Kraftige eller langvarige smerter ændrer den måde nervesignaler tolkes på i rygmarven, og oppe i hjernen.
Denne ændring kaldes for central sensitivisering – øget følsomhed i hjerne og rygmarv. Ændringen er helt normal og tjener til, at gøre os lidt mere forsigtige med vores krop når vi har ondt. Hos nogle mennesker falder denne øgede følsomhed ikke til ro igen, og det medfører at de ikke kan klare helt den samme mængde aktivitet som tidligere.
Almindelige og uskadelige påvirkninger vil gøre ondt. Eksempelvis kan det være smertefuldt bare at have bukser, strømper og sko til at røre ved benet. Flere af de mennesker der lider af denne tilstand, oplever også en kraftig smerte-opblussen, i timerne eller dagen efter at de har udført helt almindelige dagligdags opgaver.
Der findes optræningsmetoder der kan forbedre tilstanden for nogle af disse mennesker, og visse typer af smertestillende medicin kan også lindre smerterne. Optræningsprincipperne der virker på denne tilstand kaldes “pacing” eller “graded activity”.
Smerterne kommer fra et helt andet sted
Nogle af de skader der rammer rygsøjlens bevægelige dele (led, muskler, sener), kan også medføre smerter i iskias-nerven. For eksempel kan diskussmerter medføre iskias, uden at selve iskias-nerven er i klemme eller direkte påvirket på anden måde.
Den slags smerter kalde ‘refererede smerter’, og opstår fordi de nerver der mærker hvordan diskus-skiven har det, samtidigt registrerer impulser fra iskias-nerven.
Derfor vil centralnervesystemet opfatte diskus-smerten som om den også kom fra iskias-nerven. Som tommelfinger-regel vil det være sådan at et lille problem i diskus gør ondt i ryggen, og hvis der er tale om et større problem, vil smerterne også ‘refereres’ ned i iskiasnervens område.
For at kunne behandle sådan et problem, skal man naturligvis først undersøge patienten grundigt, og analysere sig frem til hvad der er den egentlige årsag til smerterne.
Konklusion
Som det det gerne skulle fremgå af denne artikel, kan der være flere forskellige årsager til iskias-smerter; der kan være betændelse i nerven, nervesystemets følsomhed kan være forhøjet, iskiasnerven kan sidde i klemme på grund af diskusprolaps eller slidgigt, og smerterne kan skyldes diskussmerter. Alle disse problemer skal behandles forskelligt, og derfor skal man undersøge en patient grundigt før man kan lave en målrettet behandlingsplan. Flere af de nævnte årsager til iskias-smerter kan behandles med øvelser og træning. Som regel vil jeg bede patienten om at lave en enkelt eller måske to forskellige øvelser, for at afhjælpe smerterne så præcist og effektivt som muligt.
Kilder
Chen, C., Cavanaugh, J. M., Song, Z., Takebayashi, T., Kallakuri, S., Wooley and P. H. (2004). “Effects of nucleus pulposus on nerve root neural activity, mechanosensitivity, axonal morphology, and sodium channel expression.” Spine 29(1): 17-25.
Schafer, A., Hall, T., Briffa and K. (2008). “Classification of low back-related leg pain-A proposed patho-mechanism-based approach.” Man Ther.
Takahashi, N., Yabuki, S., Aoki, Y., Kikuchi and S. (2003). “Pathomechanisms of nerve root injury caused by disc herniation – an experimental study of mechanical compression and chemical irritation.” Spine 28(5): 435-441.