Nakkesmerter,  Råd og tips,  Rygsmerter

McKenzie-behandling lærer dig at kontrollere smerter i ryg og nakke

Af Martin Melbye, Fysioterapeut Dip MDT, Aalborg Rygklinik

Halvdelen af dem der har kroniske rygsmerter, af mere end 6 måneders varighed, og 75% af dem der har kortere varende rygsmerter under 3 mdr, kan selv lære at få kontrol over smerterne. På Aalborg Rygklinik anvendes den anerkendte McKenzie-metode, som er en analyse- og behandlingsmetode til smerter i ryggen og smerter i nakken. McKenzie-behandling tager udgangspunkt i en grundig undersøgelse og diagnostik af dit problem, og du lærer hvilke øvelser du selv kan lave for at få det bedre. Vil du vide hvordan du får kontrol over dine smerter i ryg eller nakke, så læs videre her.

SMERTER OG RYGGENS BEVÆGELSER

En effektiv plan for hvordan du kan kontrollere smerter, vil som regel være baseret på en individuel testning af dine smerter og smerternes reaktion på ryggens bevægelser. Derfor skal du betragte denne vejledning som overordnet og generel.

KORT FORTALT

Smerter i ryggen skyldes oftest en overbelastning, eller aldersforandringer i ryggens bevægelige dele (led, muskler, sener). Den slags smerter kaldes indimellem for mekaniske rygsmerter. Det karakteristiske for disse mekaniske rygsmerter er, at der findes stillinger og bevægelser som gør smerterne værre, og der findes stillinger og bevægelser hvor smerterne er mindre intense. Det er den variation i smerterne, man kan udnytte systematisk til at lindre og fjerne smerterne.

MÆRK SELV EFTER

Hvis du har ondt i ryg eller nakke i øjeblikket, kan du prøve at lægge mærke til hvilke bevægelser og stillinger der gør smerterne værre og hvilke der lindrer. Hvis smerterne er startet for under en uge siden, kalder man det for akutte smerter, og i den situation kan det være vanskeligt selv at finde nogen positioner og bevægelser som lindrer smerterne.

IKKE BARE SYMPTOMBEHANDLING

Der kan være flere bagvedliggende årsager til de mekaniske rygsmerter. Derfor vil der også være forskellige veje til at få kontrol over smerterne og i sidste ende slippe af med dem. Udover at fjerne smerterne, vil en effektiv plan for den enkelte person også involvere en indsats for at problemet heler. Ellers er der jo bare tale om symptombehandling.

HVERT PROBLEM – HVER SIN LØSNING

Her gives en meget kort og overordnet beskrivelse af vejen til at få kontrol over smerter, for tre af de mest typiske årsager til mekaniske smerter i ryg og nakke. Fælles for de tre problemstillinger jeg beskriver herunder er, at det er relevant at træne stabiliteten omkring leddene i nakke og ryg for at sikre, at bedringen er holdbar og at der ikke sker tilbagefald. Du kan se eksempler på simple stabiliserende øvelser for ryggen i dette videoklip.

PROBLEM NUMMER 1

Problem: Leddene i din ryg udsættes jævnligt for en belastning, hvor ledbånd og muskler er strakt helt ud i yderposition i længere tid ad gangen. Det sker for eksempel når vi sidder sammensunket ved et bord, eller når vi arbejder i en ubekvem foroverbøjet position.

Løsning: Løsningen på dette problem er den både enkleste og den mest besværlige.  Løsningen er enkel fordi effekten indtræder meget hurtigt, men besværlig fordi den kræver at du ændrer nogle af dine vaner. For at få kontrol over smerterne må du træne din krop til at blive mere stabil, så du kan kontrollere leddenes position og undgå at hænge i leddenes yderposition. Det sværeste er at ændre dine vaner, og være fuldstændigt opmærksom på de stillinger og bevægelser du befinder dig i. Her finder du et videoklip med et eksempel på én af de øvelser man bruger til at løse dette problem.

PROBLEM NUMMER 2

Problem: Du har fået en decideret skade i ledbånd og bløddele omkring dine led i ryggen, og ophelingsprocessen har efterladt stift og svagt arvæv, som gør ondt selv under normale og uskadelige bevægelser.

Løsning: Løsningen på dette problem er først og fremmest optræning med rygøvelser eller nakkeøvelser som gør det svage og stive arvæv stærkere og mere elastisk. Udfordringen her er at det indimellem tager 4-6 uger med træning før der sker en markant og holdbar bedring. Sagen med arvæv er, at det giver sig en lille smule hver gang man strækker det ud, men den lille smule mere smidighed man vinder bliver først vedvarende efter flere ugers træning.

PROBLEM NUMMER 3

Problem: Når båndene omkring rygsøjlens bruskskiver (diskus) svækkes så meget at det bløde materiale indeni buler ud, kan der opstå en smertefuld tilstand, hvor materialet inde i diskus presses så langt ud af plads, at det trykker på en af de nerver der går ned i armen ekker benet. I det tilfælde kan man få smerter og ændret følesans ned i armen/benet, indtil trykket på nerven letter igen.

Løsning: Løsningen på dette problem er at lave bevægelser og øvelser som letter trykket på det sted, hvor nerven er i klemme. Det er meget forskelligt hvilke øvelser og bevægelser der har denne virkning, derfor designes øvelsesprogrammet ud fra en individuel analyse af patientens evne til at bevæge ryggen/nakken, samt hvordan smerterne reagere på nogle bestemte bevægelser. Når en patient med dette problem laver øvelser, vil der ske en momentan lindring af smerterne. Det er altså ikke meningen af øvelserne skal provokere smerterne. Her finder du videoklip med eksempler på nogle af de øvelser der sommetider bruges til behandling af denne type problem i nakke og lænd.

FORDELE FOR PATIENTEN

Undersøgelser viser at de patienter med rygsmerter eller nakkesmerter, som selv lærer at få kontrol over smerterne, som regel får det bedre i løbet af nogle få uger. Disse patienter vil have mindre brug for at opsøge deres læge eller andre behandlere i efterforløbet. Når patienter selv behandler smerterne med rygøvelser og nakkeøvelser, er der tale om en meget blid og sikker form for behandling. Man har fundet ud af at denne behandlingsform tolereres bedre af patienterne end eksempelvis manipulationsbehandling ved en kiropraktor.

HER LÆRER DU SELV AT KONTROLLERE SMERTERNE

  • Vil du gerne selv lære at kontrollere de smerter du har i din ryg eller nakke, og få rygøvelser eller nakkeøvelser som passer til netop dit problem, så bestil tid til en individuel undersøgelse og instruktion.
  • Der findes to patientbøger “Behandl din egen ryg” og “Behandl din egen nakke”, som beskriver  selvbehandlingsprincipper for mennesker med smerter i ryg eller nakke mere detaljeret. Som patient på klinikken kan du låne et gratis eksemplar af disse bøger.

KILDER

  • Hefford C. McKenzie classification of mechanical spinal pain: profile of syndromes and directions of preference. Man Ther 2008;13:75-81.
  • Long, A., Donelson, et al. Does it Matter Which Exercise? A Randomized Control Trial of Exercise for Low Back Pain. Spine 2004;29:2593-602.
  • May S. An Audit of Mechanical Diagnosis Classification at Multiple Sites. McKenzie USA Journal 2004;12:36-44.
  • Mercado, C. A, Carroll, et al. Passive coping is a risk factor for disabling neck or low back pain. Pain 2005;117:51-7.
  • Moffett, J., McLean, et al. The role of physiotherapy in the management of non-specific back pain and neck pain. Rheumatology (Oxford) 2006;45:371-8.
  • Petersen, T., Larsen, et al. One-year follow-up comparison of the effectiveness of McKenzie treatment and strengthening training for patients with chronic low back pain: outcome and prognostic factors. Spine 2007;32:2948-56.
  • Petersen, T., Larsen, et al. The McKenzie method compared with manipulation when used adjunctive to information and advice in low back pain patients presenting with centralization or peripheralization: a randomized controlled trial. Spine (Phila Pa 1976) 2011;36:1999-2010.
  • Pynt, J., Mackey, et al. Kyphosed seated postures: extending concepts of postural health beyond the office. J Occup Rehabil 2008;18:35-45.