Vil du gerne i gang med løbetræning efter operation for diskusprolaps? Her får du mine tips til at komme i gang igen på en sikker og fornuftig måde.
Du skal være opmærksom på tre ting
Det man skal være opmærksom på efter en operation for diskusprolaps er følgende:
- Såret i ryggen skal have haft nok tid til at heles.
- De nerver diskusprolapsen har klemt på inden operationen, skal være faldet nok til ro til at du ikke får meget ondt af at løbetræne.
- Du skal starte løbetræningen på et roligt og lavt niveau, og trappe træningsmængden langsomt op.
Den langsomme og gradvise optrapning af dit aktivitetsniveau er et vigtigt princip i genoptræningen efter en operation i ryggen.
Mine anbefalinger
Først og fremmest anbefaler jeg at du venter med at løbetræne til der er gået 6 uger efter din operation for diskusprolaps i ryggen.
Har du fået stivgjort ryggen med skruer og stænger, anbefaler jeg at du venter til 3-6 måneder efter operationen.
Før du overhovedet går i gang med at løbe, er det min anbefaling at du først tester din ryg i to uger. Det gør du ved at spadsere i raskt tempo i 30 minutter. Kan du gennemføre tre raske traveture af en halv times varighed, tre gange om ugen i to uger i træk, uden at det fører til flere smerter?
Det vil sige at du går seks raske traveture over en fjorten dages periode, uden at det har en negativ virkning i form af flere smerter. Klarer du det, er du klar til at gå i gang med blid løbetræning efter operation for diskusprolaps.
Start med at løbe i joggingtempo to gange om ugen
Start med at løbetræne to gange om ugen. Til at starte med anbefaler jeg at du tager ture på cirka 15 minutters varighed, hvor du veksler mellem at spadsere og at løbe i joggingtempo. Få mit detaljerede løbetræningsprogram til diskusprolaps lige her.
Tjekliste før løbetræning efter operation for diskusprolaps
| Der er gået mindst 6 uger siden du blev opereret. | ✔️ |
| Du har spadseret tre ugentlige ture på en halv times varighed, i raskt tempo, to uger i træk og turene har ikke fremprovokeret smerter. | ✔️ |
| Du starter løbetræningen med korte ture på cirka 15 minutter, og til at starte med veksler du mellem at gå og at løbe i jogging-tempo. Du bruger 8-12 uger på at træne dig op til at kunne løbe 3-5 km. | ✔️ |
Vil du vide mere om løbetræning efter operation for diskusprolaps
- Er du i tvivl om du træner for hård? Få en vejledning her,
- Få mit tre-måneders løbetræningsprogram lige her.
- Få fire øvelser der styrker dine muskler i ben og ryg – klik her.
- Sådan virker genoptræning på kroppens helingsmekanismer efter en operation for diskusprolaps – klik her.
- Gennemgang af den videnskabelige evidens omkring genoptræning efter operation for diskusprolaps – læs her.