Kort fortalt
Diskusprolaps er en almindelig årsag til nervesmerter. Nervesmerter er kraftige og meget lidelsesfulde, fordi nervepåvirkningen medfører nogle forandringer i vores smertesystem der forstærker smerterne. Nervesmerter kræver oftest behandling med en kombination af forskellige slags medicin, træning og patientundervisning.
I denne artikel kan du læse:
- Hvad nervesmerter er.
- Hvorfor nervesmerter er så kraftige?
- Hvordan man behandler nervesmerter?
Hvad er nervesmerter?
I denne artikel får et overblik over hvad nervesmerter er, hvorfor de er så kraftige, samt hvilke muligheder der er for at behandle nervesmerter fra en diskusprolaps.
Når du har læst artiklen her, har du forhåbentlig en forståelse for hvorfor nervesmerter i nogle tilfælde varer ved i lang tid, og hvorfor man skal arbejde med smerterne fra flere forskellige vinkler for at opnå en bedring.
Nervesmerter kaldes også “neuropatiske smerter”. Nervesmerter opstår i forbindelse med en skade eller en sygdom der påvirker følenerverne, og diskusprolaps er en af de almindelige årsager til nervesmerter.
Nervesmerter kan medføre ændringer og forstyrrelser i den måde nervesystemet sender og bearbejder smertesignaler til rygmarven og hjernen. Denne forstyrrede og ændrede funktion i smertesystemet er en af årsagerne til at nervesmerter kan vare ved i meget lang tid, og at nogle patienter desværre ikke kan blive helt symptomfri med de behandlingsmetoder vi kender til idag. Smertesystemet vil oftest være uger og måneder om at vende tilbage til normaltilstanden, når diskusprolapsen er svundet. I nogle tilfælde vil ændringer i smertesystemet være permanente og patienten kan have en øget følsomhed for smerter i meget lang tid efter skaden er helet.
Sådan føles nervesmerter fra en diskusprolaps
Smerterne stråler ud i en arm eller et ben, afhængigt af om diskusprolapsen sidder i nakken eller lænden.
- Nervesmerter føles ofte konstante og meget kraftige.
- Smerterne kan optræde som pludselige jag eller stød.
- Smerterne kan ledsages af prikkende, sovende eller stikkende følelser i arm eller ben.
- Der kan været ændret følesans, enten i form af af følelsesløshed, eller overfølsomhed hvor selv en let berøring af huden føles meget smertefuld. Nogle patienter kan slet ikke holde ud af have tøj eller sko på det smertende område.

Hvorfor er nervesmerter så kraftige?
Normalt skal der ske en meget kraftig og potentielt skadelig påvirkning af vores krop, for at vi mærker smerte. Tænk på når du skærer dig i fingeren med en skarp kniv, eller når du har vrikket om på en ankel. I forbindelse med nervesmerter, sker der en række ændringer i smertesystemet, så smerter forstærkes og bliver meget kraftige. Flere af disse ændringer hænger sammen med en kemisk irritationstilstand i nerven som kaldes inflammation.
Tærskelen for hvornår en normal nerve sender et smertesignal til hjernen er som sagt så høj, at du kun mærker smerte hvis du er meget tæt på at skade din krop. Denne tærskel sænkes betydeligt når nerven bliver klemt og irriteret. Blot det er bevæge den arm eller det ben der gør ondt vil forstærke smerterne, og i nogle tilfælde vil almindelig berøring af huden medføre intense smerter. På den måde forstærkes smerterne på grund af helt harmløse påvirkninger af din krop selv om påvirkningen reelt er uskadelig. Virkningen er oftest at patienten vil beskytte kroppen fra enhver påvirkning der medfører flere smerter, og på den måde er der ingen risiko for at påføre nerven yderligere skade. Ulempen er at patienten kan blive meget inaktiv.
Når smertesignalet skal sendes fra kroppen og op til hjernen, sker det via rygmarven. Under normale omstændigheder dæmpes smertesignaler effektivt i rygmarven, således at smerter ikke føles særligt kraftige i forbindelse med de stød og bump vores krop udsættes for i dagligdagen. Når der opstår nervesmerter ophører denne dæmpning i rygmarven, og smertesignalerne mærkes derfor meget kraftige når de registreres i hjernen.
Under normale omstændigheder opstår der en følelse af bekymring, ængstelse eller stress i hjernen, når vi udsættes for noget smertefuldt. Ved nervesmerter sker der er en særligt kraftig aktivering af disse følelser i hjernen. Derfor er nervesmerter forbundet med så meget ubehag for patienterne og desuden har nervesmerter en særlig evne til at forstyrre nattesøvnen. Er patienten meget bekymret, meget opmærksom på smerterne eller træt, vil de normale smertedæmpende mekanismer i kroppen fungere endnu ringere.
Samlet set kan nervesmerter altså være en meget ubehagelig og lidelsesfuld tilstand.
Hvordan behandler man nervesmerter?
Selv om man fjerner den diskusprolaps der er selve årsagen til smerterne, kan smerterne være nogen tid om at svinde, fordi de processer i nervesystemet der hænger sammen med smerterne, er nogen tid om at vende tilbage til en normal tilstand.
Selve smerterne kan man behandle med medicin, med træning og med den mentale indstilling til smerterne.
Faktorer der kan gøre det vanskeligere og mere langvarigt at slippe af med smerterne er ængstelighed, psykisk stress og ringe nattesøvn.
Medicin er en meget vigtig del af behandlingen, fordi medicinen kan hjælpe med at dæmpe den irritation, inflammation og de kemiske forandringer der forstærker smerterne. Vi vil gerne give patienten flere forskellige typer smertestillende medicin på samme tid, fordi man på den måde påvirker smertesystemet flere forskellige steder. Ved at kombinere medicin der dæmper irritation i selve nervefiberen, med medicin der virker i rygmarven og i hjernen, kan man opnå en bedre samlet lindring af smerterne.
Træning kan også være effektiv som smertelindring hos flere af patienterne. Dels kan smerterne lindres ved hjælp af øvelser der letter trykket der hvor diskusprolapsen irriterer nerven. Man kan også bruge muskeltræning til at stimulere kroppens egen udskillelse af smertedæmpende stoffer, herunder endorfin. Nogle patienter føler sig hjælpeløse overfor smerterne, og for dem vil træningen give en oplevelse af kontrol over smerterne. Desuden gør træning at patienten får en grad af kontrol over smerterne.
Viden og information er også en vigtig del af behandlingen. Jo mere du ved om en diskusprolaps og smerter jo mindre grund har du til at være bekymret og ængstelig for hvordan lidelsen vil udvikle sig. Her på hjemmesiden finder du en del tryghedsskabende information om diskusprolaps.
I visse tilfælde kan nervesmerterne fra en diskusprolaps lindres ved at lægge en såkaldt nerverodsblokade, eller ved at operere diskusprolapsen væk.
Vil du vide mere
- Find mere information om diskusprolaps – klik her.
- Få mere viden om iskias-smerter – klik her.
- Læs mere om smertebehandling i Sundhedsstyrelsens “Smerteguide” – klik her.
Baggrundslitteratur
1. Kankowski, S., C. Grothe, and K. Haastert-Talini, Neuropathic pain: Spotlighting anatomy, experimental models, mechanisms, and therapeutic aspects. Eur J Neurosci, 2021. 54(2): p. 4475-4496.
2. Cohen, S.P. and J. Mao, Neuropathic pain: mechanisms and their clinical implications. BMJ, 2014. 348: p. f7656.
3. Colloca, L., et al., Neuropathic pain. Nat Rev Dis Primers, 2017. 3: p. 17002.
4. Olesen, A.E., et al., Human experimental pain models for assessing the therapeutic efficacy of analgesic drugs. Pharmacol Rev, 2012. 64(3): p. 722-79.
5. Finnerup, N.B., R. Kuner, and T.S. Jensen, Neuropathic Pain: From Mechanisms to Treatment. Physiol Rev, 2021. 101(1): p. 259-301.
6. Alles, S.R.A. and P.A. Smith, Etiology and Pharmacology of Neuropathic Pain. Pharmacol Rev, 2018. 70(2): p. 315-347.
7. Treede, R.D., et al., Neuropathic pain: redefinition and a grading system for clinical and research purposes. Neurology, 2008. 70(18): p. 1630-5.
8. Vollert, J., et al., Stratifying patients with peripheral neuropathic pain based on sensory profiles: algorithm and sample size recommendations. Pain, 2017. 158(8): p. 1446-1455.
9. Samuelly-Leichtag, G., et al., Mechanism underlying painful radiculopathy in patients with lumbar disc herniation. Eur J Pain, 2022. 26(6): p. 1269-1281.