Af Martin Melbye, Fysioterapeut Dip MDT, Aalborg Rygklinik
Øvelser og træning kan være en rigtigt god måde at stimulere kroppens egne helingsmekanismer på. Gradvis optræning er en god løsning på smerter fra overbelastede muskler, forstuvninger og ledskader, og endda efter en rygoperation. Øvelserne hjælper kroppens bindevæv med at hele og blive stærkt igen, når det har været skadet.
Når man behandler og genoptræner mennesker med kroniske rygsmerter, er det dog en helt anden måde øvelserne virker på. Læs med her hvis du gerne vil vide mere om, hvordan træning og fysisk aktivitet kan reducere kroniske smerter i ryg og nakke.
KRONISKE SMERTER – HVORFOR BLIVER SMERTERNE VED?
Når smerter i ryg og nakke bliver vedvarende og kroniske, kan årsagen være at smerterne går i selvsving i hjernens smertecentre. Forandringerne i hjernen gør at en person vil blive ved med at mærke smerter, selvom skaden i kroppen er helet. Umiddelbart vil de fleste mennesker ikke synes at det giver mening, at man stadig kan have ondt selvom kroppen er helet. Hvis den idé lyder meget mærkeligt i dine ører, så se videoklippet herunder hvor jeg giver en kort forklaring på fænomenet.
De fleste mennesker har prøvet at slå sig ved et uheld, og få et blåt mærke. Sådan et blåt mærke vil være enormt ømt, hvis man trykker på det eller rører ved det. Baggrunden for den mekanisme der gør berøring af området smertefuld, er at hjælpe området til at få fred til at hele. Det er simpelthen en beskyttelsesmekanisme. Forestil dig en situation hvor området på kroppen bliver ved med at være enormt ømt, selvom det blå mærke er forsvundet.
HJERNEN KAN TAGE FEJL
Det lyder sikkert lidt ulogisk, men ikke desto mindre er det én af de helt almindelige men uhensigtsmæssige grunde der kan være til at rygsmerter bliver kroniske. Smerterne skyldes ganske enkelt at vores nervesystem beskytter os fra at gøre skaden værre, ved at øge kroppens følsomhed overfor smerter. Kroppens beskyttelsesmekanisme er simpelthen kørt fast, og den tror at kroppen stadig har brug for at blive beskyttet mens den bliver repareret. Derfor bliver man ved med at have ondt. Smerterne vil vare ved så længe hjernen tror at kroppen skal beskyttes.
HVAD ER DET SÅ BEHANDLING OG ØVELSER GØR VED SMERTERNE?
Behandlingen af kroniske ryg- og nakkesmerter har til formål at ændre smertefølsomheden i hjernen, i kroppens beskyttelsessystem. Man skal simpelthen ændre hjernens opfattelse af situationen. I stedet for at kroppen er på vagt og at følsomheden for smerter er skruet op på maksimum, skal beskyttelsessystemet bringes i ro og genvinde troen på at alting er helet og at alt er som det skal være.
DET HANDLER IKKE OM AT BLIVE STÆRKERE
Mange af de mennesker der opsøger behandling, hos mig, for kroniske smerter, har allerede prøvet at træne sig ud af problemet. Det har bare ikke hjulpet, og det er nogle gange fordi træningen ikke har været rettet mod det rigtige mål.
Hvis du træner bliver du stærkere, det er der ingen tvivl om. Men selvom du bliver stærkere, er det ikke sikkert at du slipper af med smerterne. Mange af de mennesker der har trænet så de er blevet stærkere og i bedre form, har stadig ondt. Der findes også masser af mennesker som har svage muskler, og har dårlig kondi, men de har ikke ondt. Verden er uretfærdig.
Når man har kroniske smerter i ryggen eller nakken, er det meget sjældent svage muskler der er årsag til problemet.
Den type af træning og øvelser man skal arbejde med, har derfor ikke som hovedmål at styrke musklerne. Det træningen gør er at ændre din hjernes opfattelse af kroppen. Øvelser og fysisk aktivitet overbeviser hjernens beskyttelsesmekanismer om, at der ikke er nogen overhængende fare for kroppen, at der ikke er nogen grund til at beskytte og være på vagt. Der er ingen grund til at smerte-alarmen er tændt hele tiden. Øvelser kan bygge dig op igen, så du får det godt.
HVAD ER DET SÅ FOR NOGLE ØVELSER MAN SKAL LAVE?
Lige præcist hvilke øvelser man laver betyder mindre end du tror. Det handler ikke om at finde nogle svage muskler og give dem skylden for dine problemer. Derimod handler det om at få et overblik over de aktiviteter og bevægelser der er begrænsede fordi du har ondt. Træningen går ud på gradvist at opbygge den tolerance overfor netop de aktiviteter du har vanskeligt ved, på grund af smerterne. Bevægelserne og aktiviteterne du træner med skal ændres ganske lidt ad gangen, så din krop gradvist lærer at gøre tingene igen, uden at sætte smertealarmen igang. Den måde at træne på kalder man ‘pacing-princippet’.
GRADVIS RE-AKTIVERING OG PACING-PRINCIPPET
Bevægelse og fysisk aktivitet kan være skræmmende, og nogle mennnesker får næsten ondt blot ved at tænke på at lave visse bevægelser. Målet med det såkaldte ‘pacing-princip’ er at man langsomt udsætter din krop for mere og mere krævende fysiske aktiviteter, uden at sætte smerte-alarmen igang. Den metode sørger for at din smertetærskel langsomt hæves, så du kan være mere og mere aktiv uden at få ondt af det.
FORANDRINGER I HJERNEN
Når jeg genoptræner og behandler mennesker med kroniske rygsmerter, holder jeg øje med hvor meget de kan træne, og bytter langsomt øvelserne ud med mere og mere krævende træning. Du vil blive stærkere, komme i bedre form, blive i stand til at bevæge dig bedre, du vil kunne gøre flere og flere ting og i længere tid ad gangen. Men – vigtigst af alt – du vil få mindre og mindre ondt. Træningen skaber forandringer i de dele af din hjerne, som fortolker impulserne fra din ryg, og styrer følsomheden i smertesystemet. De er disse forandringer i hjernen der medfører at smerterne reduceres.
KILDER
- Butler, D., Moseley and L. (2007). Explain Pain. Adelaide, Australia, Noigroup Publications.
- Rainville, J., Hartigan, C., Martinez, E., Limke, J., Jouve, C., Finno and M. (2004). “Exercise as a treatment for chronic low back pain.” The Spine Journal 4: 106-115.
- Schafer, A., Hall, T., Briffa and K. (2008). “Classification of low back-related leg pain-A proposed patho-mechanism-based approach.” Man Ther.