Idag har Sundhedsstyrelsen offentliggjort helt nye kliniske retningslinier for behandling af diskusprolaps i nakken. Læs her hvad der er anses for god og dårlig praksis.
De seneste 8 måneder har jeg været med i Sundhedsstyrelsens arbejdsgruppe, som har haft til opgave at lave en samlet anbefaling til ikke-kirurgiske behandlingstiltag til patienter med ny-opstået nerverodspåvirkning i nakken (radikulopati).
HVAD ER GOD PRAKSIS?
Retningsliniens anbefalinger i korte træk:
- Det er god praksis at tilbyde patientuddannelse med information om prognose og smertemekanismer, samt individualiseret vejledning om hensigtsmæssig adfærd og smertehåndtering.
- Det er god praksis at vejlede patienten om individuelt tilpasset fysisk aktivitet og generel træning.
- Det er god praksis enten at anvende tramadol eller smertestillende gigtpræparat (eks. Ibumetin, Ibuprofen, Bonyl) til kortvarig behandling af smerter, hvor paracetamol (Panodil, Pamol) ikke har haft tilstrækkelig effekt. Der skal tages hensyn til skadevirkninger og patientpræferencer.
- Det er god praksis at overveje behandling med McKenzie-øvelser i tillæg til anden behandling.
- Overvej at tilbyde træning af neuromuskulær kontrol (stabilitetstræning) for nakken.
- Overvej at tilbyde ledmobiliserende teknikker til patienter i tillæg til anden behandling.
- Overvej at tilbyde traktionsbehandling i tillæg til anden behandling.
HVAD ER IKKE GOD PRAKSIS?
- Det er ikke god praksis rutinemæssigt at tilbyde massage i tillæg til anden behandling.
- Det er ikke god praksis rutinemæssigt at tilbyde akupunktur i tillæg til anden behandling.
LÆS MERE
Hele rapporten og alle dokumenter vedrørende retningslinien, kan læses på http://sundhedsstyrelsen.dk/da/udgivelser/2015/nkr-cervikal-radikulopati
INDHOLD OG PERSPEKTIVERING
Retningslinien omfatter udvalgte behandlingselementer, og i arbejdet med retningslinien har det været tydeligt at vi mangler mere forskningsbaseret viden om behandlingen af denne lidelse.
Det er vigtigt at understrege, at retningslinjen kun omfatter udvalgte elementer i den ikke-kirurgiske behandling, og retningslinjen er således et supplement til øvrige retningslinjer og behandlingsvejledninger på området. Ud over kliniske anbefalinger peger retningslinjen på behovet for at styrke forskningen og dermed evidensgrundlaget for de ikke-kirurgiske behandlinger.